Benzin i blodet, hvordan bruger du din krop, når du kører på bane?
Af Lars Kruse, activedriving
Fart
Hvorfor har jeg benzin i blodet, hvorfor tisser jeg oktan 98, hvorfor får jeg kuldegysninger når jeg ser og hører en superbil, hvorfor glemmer jeg at trække vejret når jeg kører på bane, kort sagt hvorfor er jeg fascineret af fart og spænding?
At bevæge sig hurtigt er for mig en spændende og adrenalinfyldt oplevelse, for andre er det en skræmmende og lammende fornemmelse. Hvorfor er vi så forskellige, hvorfor opfatter jeg fart som noget af den højeste nydelse og andre det som skræmmende og farligt? Jeg har prøvet at kigge på, hvorfor folk opfatter den samme situation meget forskelligt, og finde en forklaring på hvorfor jeg er betaget af racerbiler og dyrker motorsport på trods af, at jeg ved det kan koste mig mit helbred og min kære bil.
Oktan 98 i blodet
Både professionelle racerløb og de mere afslappede trackdage indebærer en risici. I rigtige racerløb får man buler, men personskader bregrænser sig som regel til blå mærker og ømme muskler. Dødsulykker er sjældne i professionel motorsport, men de sker desværre, vi husker alle F1 heltene Ronni Peterson og Ayrton Senna. Trackdays køres uden nogen konkurrence element, så her er både buler og personskade yders sjældne. Jeg mener ikke, at fart er den store synder i færdselsuheld på offentlig vej, men der er ingen tvivl om, at når det går galt, så er resultatet værre jo højere farten er. Risikoen ved at køre hurtigt er åbenlys, og kigger jeg objektivt på det fra sidelinien, kan jeg da godt se at det er underligt, at jeg er villig til at sætte liv og lemmer på spil i overhalingsbanen.
At køre stærkt på en racerbane er en enorm udfordring, og det er både fysisk og psykisk belastende. Visse racerbiler kan accelerere fra 0 til 100 km/t på 2-3 sekunder, og den menneskelige hjerne er slet ikke udviklet til at bearbejde den hurtige strøm af oplysninger, som man modtager under en kraftig acceleration. Fysisk kæmper kroppen også hårdt for at modstå den fysiske påvirkning.
For at forstå samspillet mellem fart, krop og psykologi begyndte jeg at læse om hvordan min hjerne reagerer på fart, hvorfor påvirker fart folk forskelligt, samt hvilke mentale færdigheder besidder berømte racer kører? Mange af dem er desværre ikke længere iblandt os, så jeg tænkte at det var på tide at lære af deres fejltagelser inden jeg selv begår min sidste..
Hvordan reagerer min hjerne under banekørsel?
Længe før jeg kører på banen aktiveres mit nervesystemet, for at øge mængden af sanseoplysninger der sendes til hjernen. Indtrykkene om omgivelserne, min bil og min krop fornyes løbende, og hjernen koordinerer lynhurtigt mine musklers bevægelse. Denne hektiske aktivitet kan fortsætte i flere timer, men det kræver at hjernen får tilstrækkelig med højoktan benzin, altså ilt, kulhydrater og væske og at min krop holder en indre temperatur på mellem 37 og 38 grader.
Omkring 80 % af den energi, der forbruges i min hjerne, omdannes til varme, varmen skal væk for at undgå overophedning. Har du prøvet at køre en omgang på den legendariske Nürburgring med styrthjelm på, er du ikke i tvivl, du ligner en der lige er stået ud af morgenbadet. 
Racerkørere sveder voldsomt og kan miste fra 5 til 10 % af kropsvægten under et løb på grund af dehydrering. Hjertet slår så hurtigt, som hos en udøvende atlet og holder sig på et højt niveau i en længere periode, der er målt forøget hjertefrekvens i op til 60 minutter efter et racerløb. Under en hurtig baneomgang er niveauet af adrenalin højere end ved hård fysisk træning.
Angst for fart
Angst er skadelig for omgangstiderne fordi man bliver distraheret, og det går ud over koordinationsevnen. Da en racerkører elsker hvad han gør, er det kun sjældent at opleve at en racerkører føler angst, sker det stopper de fleste deres karriere. Også under amatør trackdays er angst sjældent tilstede, føler man angst ved det man laver stopper man helt naturligt. Angst nedsætter din reaktionstid og får dig til at føle dig sløv. Dog er et moderat niveau af stres kombineret med risikobevidsthed godt, da det hjælper med til at holde dig oppe på dupperne, så du kan presse dig selv lidt hårdere. Men hvordan styrer du stres niveauet ved hastigheder, som skræmmer livet at de fleste andre mennesker?
Jeg tror svaret ligger i tillid til egne evner og troen på bilen. Har du kørt mange omgange med høj fart opbygger du en bank med 
”Positive erfaringer” det giver dig en følelse af kontrol, og næste gang på samme bane, samme sving, kan du slappe lidt mere af og køre endnu hurtigere. Derfor er det enormt vigtigt ved banekørsel, at du langsomt opbygger din egen tillid stille og roligt, og derigennem forøger dine omgangstider. Første gang i dit liv du prøver at køre 150 km/t er det måske skræmmende, næste gang er det måske 200 km/t der er grænsen, og sådan fortsætter det, indtil pengepungen siger stop.
Født til at elske fart?
I 60'erne fik forskerne mistanke om, at folk som meldte sig frivilligt til meget farlige eksperimenter måske besad mange af de samme personlige egenskaber som jeg selv. De havde et udpræget behov for at opleve spænding, uanset hvilken risiko det måtte indebære. Personlighedstrækket "spændingssøgende", som det kaldes, kan hjælpe mig til at forstå, hvorfor jeg elsker fart og spænding.
Aviserne og nyhederne er fulde af skræmmende historier om unge mænd der søger spænding og finder det igennem at køre stærkt på offentlig vej. Professionelle racerkørere, og dem der deltager i trackdays, har samme tendens til spændingssøgning, de har bare fundet en mere sikker, og accepteret måde at opnå dette anadralin kick på. Deltagere i mange andre sportsgrene som alpint skiløb, bjergbestigning og faldskærmsudspring leder efter samme spænding.
Undersøgelser viser at gennemsnittet af spændingssøgningen er højest hos mænd og den falder med alderen. Det ser ud til at der er en forbindelse mellem høj spændingssøgning og et lavt niveau af stoffet monoaminooxidase, som dæmper effekten af neurotransmitteren dopamin. Dopamin omtales som et "humørstof", og forklarer måske hvorfor virkning af fart og spænding virker som lykkepiller på dem der er spændingssøgende. Prøv at kigge på smilet på en banekører der lige tager styrthjelmen af, der er uden problemer plads til en Sparco tårnstiver.
Mentalitet og mental træning
Vil du blive rigtig hurtig på en racerbane, er der ingen vej udenom mental træning. Afslapning, formulering af mål, visualisering, mental træning og coaching er nogle af de teknikker, som kan forbedre dine glæde ved banekørsel og føre til hurtigere omgangstider.
Inden du skal på banen, så studer kort over banen, kør banen igennem på computeren, se in-car video og lær hvordan banen køres optimalt. Når du er på banen så byg langsomt din fart op så du får tillid til banen og de forskellige sving. Selv bruger jeg ofte visualiseringsteknik til at træne en bane. Inden du skal på banen som du kender i forvejen, så sæt dig derhjemme i en god stol, luk øjnene og forestil dig, at du sidder i din bil på start linien. Start dit stopur og kør så en omgang i tankerne. Stop uret og se tiden, du skal kunne køre konstante omgangstider, der ligger tæt på dine virkelige omgangstider. Under din virtuelle omgang skal du tænke og se banen for dig, du skal finde dine bremsepunkter, indstyringspunkter og svingets apex.
Du kan også få en mere erfaren kører til at snakke dig igennem den perfekte omgang. Almindelig stress styrings teknikker som åndedrætsteknik er også rigtig gode at bruge, når du føler dig presset. Der er mange ting, der kan distrahere dig før og under et racerløb eller en trackday, sørg for at fjerne dem. Hav bilen klar i god tid, mød på banen i god tid, sluk din mobil telefon og fokuser på hvad du laver lige nu, ikke på hvordan det gik på jobbet i går, eller at du egentlig skulle male garagen, luge haven osv. Lær at lukke alt andet ude. 
En metode som psykologerne kalder "Snak med dig selv" er udbredt. Her bruger du ”trigger words” - nøgle ord som brems, rolig speeder, konstant ratudslag, fuld gas, styr ind. Apex. Find selv de ord der virker for dig, og sig dem gerne højt. Husk at give din hjerne de rigtige input igennem dine øjne, du skal kigge langt, så din hjerne får tid til at behandle de indtryk den modtager. Når du kører, hen af langsiden kigger du på bremsepunktet, når du begynder at bremse kigger du på indstyringspunktet, før du når indstyringspunktet skifter du fokus til svingets apex, og igen før apex skifter du fokus til svingets udgang. Sørg hele tiden for at din hjerne er et skridt foran dig selv. Det du laver lige nu skal foregå på rygraden og din hjerne skal arbejde med det næste der skal ske.
Man kan sammenligne det med at man skal køre i bil fra København til Fredericia. Når man kommer på motorvejen viser skiltene mod Odense, men fortsætter du med at fokusere på vejskilte med Odense, ja så ender du inde i Odense by, på et tidspunkt før Odense skal du skifte fokus til Fredericia.
Musik, stopuret og lillehjernen
Når du hører musik, kan du vælge at lytte overfladisk, eller koncentrere dig om at lytte til de enkelte instrumenter. Sådan er det også på racerbanen, du skal lære at lytte til din bil. Du skal ikke bare føle det totale lydbillede, du skal opfatte enkelthederne. Lyt og føl hvilke signaler du modtager, når du styrer ind i et sving, motor omdrejninger, dæk støj, G påvirkning, føl hvert enkelt hjul. Du skal ikke kigge på speedometeret, for at finde den rette hastighed, når du går ind i et sving, du skal føle den. Men pas på med hvad du føler, for det der føles hurtigt i et sving er det ikke altid på stopuret. Hektisk og aggressiv kørsel føles hurtigt, fordi du er på grænsen til ”Out of control” men stopuret vil fortælle dig, at blød kørestil vinder.
Jo hurtigere du kører, jo hurtigere skal din hjerne tænke. I hurtige sving kombinationer kan du nemt overhale din hjerne, når hjernen ikke længere kan følge med går det galt, så går du i panik og flytter fokus tættere på bilens forende. Dermed fjerner du din reaktionstid og kigger ikke længere langt.
Løsningen er at kigge på hvordan din hjerne virker. Du har en storhjerne og en lillehjerne. Storhjernen modtager indtryk, bearbejder dem og omsætter dem til bevægelse via dine muskler. Når det går rigtig stærkt på banen så er din storhjerne ikke længere hurtig nok. Her kommer din lillehjerne så ind i billedet, i din lillehjerne kan du lagre forudbestemte reaktioner på kendte input. Det er det vi normalt kalder reagere på rygraden. Når din storhjerne ikke længere kan reagere hurtig nok, og du stadig ønsker at blive hurtigere på en racerbane, skal du sikre dig at din lillehjerne har et bibliotek af løsninger til at klare f.eks. en over/understyring. Du skal lære din lillehjerne disse reaktionsmønstre, og det tager tid. Igennem en vedvarende træning og øvelse i forskellige manøvrer, kan du lære din lillehjerne, hvordan den klarer de vanskelige situationer, uden at skulle igennem en tankeproces hver gang.
Kør nu pænt, og husk at vil du køre stærkt så foregår det på en racerbane, der er rigtig mange muligheder for at prøve sin gadebil på bane. 
